Kommentarer i forbindelse med
The Citizen Hearing on Disclosure
National Press Club
Washington DC
29. april – 3. maj 2013

Når emner som UFOer og Disclosure debatteres så heftigt og glødende på også danske/skandinaviske websider og blogs, så var jeg lidt overrasket over, ikke at møde repræsentanter her fra, da jeg deltog som gæst i The Citizen Hearing on Disclosure (CHD). Dette var en borgerhøring om Disclosure/UFO-afsløring som fandt sted et stenkast fra Det Hvide Hus fra den 29. april til den 3. maj 2013 i The National Press Club. Begivenheden fik en god og bred (og somme tider kritisk) foromtale i medierne, ligesom løbende og efterfølgende omtale syntes udbredt og alsidig.

Såvel sødt som surt blev uddelt – som forventeligt. Kritik er både god og vigtig, og der er da også både skidt og kanel på min krydderihylde.

Hovedmanden bag CHD er Stephen Bassett, den amerikanske Disclosure-bevægelses ukuelige ”møghund af en stædig terrier”. Han er en kontroversiel figur om hvem de fleste har en skarp mening; men Bassett er polisk som en Tordenskjold og har denne gang formået at mobilisere godt tre millioner kroner for at få stablet denne ”mock hearing” på benene. Altså en ”emuleret” høring med forhenværende kongresmedlemmer som kritiske/uvildige lyttere og spørgere. Formen er måske pudsig, men den stiler klart efter at lede til en egentlig kongreshøring om UFO-emnet. En sådan har ikke fundet sted siden slutningen af 1960erne.

Kritikken og tvivlen om høringens validitet og troværdighed har floreret vidt og bredt, og går ikke mindst på at ex-kongresfolkene har modtaget penge for at deltage. 20.000 dollars (ca. 100.000 kr) pr. hoved. UFOlogien kritiseres ofte for at stille med con amore-drevne amatører, men her er det altså brugen af professionelle med angivelig sammenlagt 80 års kongreserfaring som må stå for skud.

Når man læser diverse kritikere og ”debunkeres” bredsider, så ser det klart ud til at de ofte sidder i lænestolen eller ved skrivebordet og fælder dom. Herhjemme er jeg kun stødt på ganske lidt omtale af høringen. Her ser man fx en slags epigoneri, hvor en amerikansk og temmelig skævvredet ”anmeldelse” oversættes til dansk. Det ville ikke komme bag på mig, hvis ”anmeldelsen” passede som fod i hose til oversætternes formentlig forudfattede mening om CHD.

Der er naturligvis flere ting at pege fingre ad ved et menageri som CHD, men for mig er der en afgørende forskel ved at være på stedet, lytte med og især personligt møde og tale med kongrespanelet og UFO-vidnerne. Jeg havde fx en passiar med tidligere Congresswoman Carolyn Kilpatrick, som ganske klart ændrede standpunkt på basis af de første par dages fremlæggelser. Kilpatrick gentog således senere i pressen, at hun agter at bruge sin indflydelse til bl.a. at få en egentlig kongreshøring sat i værk.

Jeg er enig med den pensionerede engelske politibetjent Gary Heseltine i, at de inviterede vidner ikke alle syntes lige velvalgte med hensyn til troværdighed og integritet. Fx hvad angår Rendlesham/Bentwaters-sagen fra december 1980 – her savnede jeg et par kronvidner foran panelet, hvor det må konstateres at de to meget eksponerede vidner Jim Penniston og John Burroughs i de senere år løbende har hældt megen kolorit på deres oprindelige udsagn.

Og hvad angår den veritable subgenre ”UFOs and Nukes”, hvor stadig flere ex-militærfolk (med beedigede erklæringer) agerer whistleblowers – her savnede jeg researcheren Robert Hastings input og research såvel som ”hans” bedste vidner.

Men ellers må det trist bemærkes, at UFOlogen og atomfysikeren Stanton Friedmans gamle teorem stadig holder: ”Hvis du ikke kan angribe historien eller fakta, så gå efter vidnet!”. Jeg finder det således symptomatisk for en såkaldt skepticisme som kunne være velargumenteret og sund for debatten, at nogle sofa-anmeldere bruger langt mere spalteplads på rent ud sagt at finde mest mulig smuds at kaste på de tidligere kongresmedlemmer – og derved mistænkeliggøre høringen.

CHD gøres til et rent cirkus, et karneval af UFO-galninge og fantaster, med ”tvivlsomme” has-been kongresmedlemmer som underforstået er købt og betalt til at være flinke over for intelligensmæssigt underbemidlede eller direkte løgnagtige UFO-vidner.

Ikke mindst efter at have deltaget i CHD i maj, finder jeg det stadig højst pudsigt at blot to vidner fra gaden der lægger hånden på Biblen i retten kan sende en mand i livsvarigt fængsel, mens hundreder eller tusinder af ofte fagkompetente UFO-vidner med et pennestrøg afskrives reel troværdighed – og så pyt med at de har uvildig opbakning fra andre vidner og radardata som underbygger deres modige udsagn.

Alt i alt var The Citizens Hearing on Disclosure et energi-boost, hvor dét at være der ”her og nu” overstrålede den kritik man naturligvis må forvente at kunne formulere på så stor en begivenhed som denne.

George Knapp fra KLAS TV rapporterer om The Citizen Hearing on Disclosure